Til stede - men ikke nok sammen

Modified: lør, 05/13/2006 - 09:36
Created: lør, 05/13/2006 - 03:30


Trine og Ture har tre børn, to firmaer og et godt, men pokkers travlt liv. Især Trine savner mere kontakt til sine børn og frygter, at de bliver voksne, uden at hun når at nyde dem fuldt ud. Her fortæller de om deres liv og ønske om mere nærvær.

De har det hele: Stor, hyggelig lejlighed i byen, sommerhus på Anholt, hver sit firma, tre dejlige børn og et godt, solidt parforhold.

Trine og Ture Wibrand bor lige i hjertet af København. De er selvstændige med hver sit firma. Trine er freelancejournalist og forfatter og har desuden opgaver som konsulent, coach og sparringspartner. Hun arbejder hjemmefra på ca. halv tid og har det daglige hovedansvar for børn og hjem.

Ture er industriel designer og en af to partnere i firmaet Pluspeople, der laver webløsninger og software. De har tre ansatte. Ture arbejder meget og rejser en del i perioder.

Deres tre døtre er Amalie på ni år, Alberte på otte samt Matilde på halvandet. De store piger går i skole, på fritidshjem og til forskellige fritidsaktiviteter. Matilde er i vuggestue.MEN SELV OM RAMMERNE er tip-top for den københavnske børnefamilie, mangler der noget. Noget vigtigt, som har været der for ikke så længe siden. Og noget, man ikke kan ignorere i længere tid: Nærværet. Følelsen af at være 100 pct. til stede i nuet og nyde børnene, mens de er der. Kort sagt: Bedre kvalitet i den måde, familien er sammen på.

Trine Wibrand beskriver selv sin længsel efter mere nærvær således:

»Til daglig er alle børnene hjemme ved 17-tiden, og så skal jeg hurtigt i gang med aftensmaden. Det hele bliver hektisk, børnene skal helst være stille, og jeg »slår fra« - selv om jeg gerne ville være der rigtigt.«

Lille Matilde skal dog nok få, hvad hun har brug for. »Hun kræver sin ret og skælder ud, hvis jeg ikke er der nok. Men jeg vil jo også gerne være der for de to store piger: Lytte mere til dem, mærke dem, høre dem. Det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er der. Men pludselig er dagen bare gået, uden at jeg har fået talt rigtigt med dem,« forklarer Trine, som i høj grad lader arbejdstid og familieliv flyde sammen, fordi hun har kontor hjemme. Det betyder bl.a., at hun ofte tjekker mails eller sætter sig lidt ved computeren, hvis hun har en ledig stund.

I weekenderne forsøger familien ikke at have for mange planer, så de har noget tid sammen. Men selv om tiden er der, bliver den ikke brugt godt nok, synes de.

»Vi er til stede i lejligheden, men vi er ikke rigtigt sammen. Vi er tit lidt sure og irriterede og klasker sammen lørdag aften. Vi co-eksisterer,« som Trine beskriver det.

»Men de gange, vi så endelig gør noget sammen, er det virkelig hyggeligt. Sidste weekend tog vi til Furesøen, og det var supergodt. Da pigerne var små, gik vi mange ture, men efter at de er blevet store, har vi sluppet det - bl.a. fordi vi har fået mere travlt med arbejde og med Matilde. Vi har simpelthen ikke fået taget samværet ordentligt op igen, efter at de to store er blevet selvhjulpne og kan passe sig selv og lege alene i timevis,« fortæller hun.

Ture oplever ikke i så høj grad som sin kone, at hans kontakt til børnene og familielivet er for overfladisk. I hvert fald ikke til daglig.

»Jeg arbejder meget og kommer ofte sent hjem. Men når jeg først er hjemme, kan jeg godt slippe arbejdet og være her. Til gengæld er det rigtigt, at weekenderne let går op i hat og briller og rengøring,« siger han.

Ture og Trine har været sammen i næsten 17 år. De synes begge, at de har et godt forhold og har bevaret en en god fornemmelse for hinanden.

»Det er hårdt arbejde, men jeg har også altid haft den indstilling, at parforhold er noget, der skal arbejdes for,« siger Trine.

Ture: »Tidligere havde vi faste kæresteaftener. Det var sat i system, så vi skiftedes til at arrangere. Det er gledet lidt ud.«

Trine: »Ja, i øjeblikket foregår det sådan, at jeg siger: Nu er det nu! Det er meget kvindeagtigt, men til gengæld er jeg så heldig at have en mand, der er lydhør, og det gør, at vi ikke mister forbindelsen. Hellere planlagt romantik end ingenting!«

Tanken om at få barn nummer fire har længe ligget på lur hos dem begge, men er for nylig blevet lagt på hylden. Især af praktiske grunde, for de ville egentlig gerne!

»Men det ville være et rent egotrip fra min side. Så ville det være fordi, jeg ikke er færdig med at være moderdyr. Jeg elsker børn og jeg elsker at være gravid, at føde, at amme og tiden med spædbarnet. Det har været nogle af de bedste perioder i mit liv. Men helt praktisk er det nok bedst at blive ved det, vi har,« siger Trine.

Når hun skal opsummere deres situation - og hvad de gerne vil have hjælp til - lyder det således:

»Vi har et solidt og godt forhold med god kontakt. Men vi har behov for mere nærvær i forhold til børnene - og i forhold til familielivet i bred forstand. For mig handler det om, at det er nu, hvor pigerne netop ikke kræver mig, at jeg skal være der for dem, så de også kommer til mig, når de får problemer med tøsefnidder eller bumsede drenge, der står udenfor.«NÆRVÆRSEKSPERT ERNEST HOLM SVENDSEN har lyttet og noteret, mens Trine og Ture har fortalt. Om lidt er det tid for hans bud på, hvordan de kan få skabt nogle rammer, hvor nærværet kan trives bedre end i dag.

Men først vil han gerne høre lidt om familiens TV-forbrug.

»Vi ser desværre alt for meget fjernsyn. Der kører som regel tegnefilm eller computerspil, når børnene kommer hjem fra frit. Jeg synes ikke, de skal se så meget TV, men jeg tilbyder dem jo heller ikke så meget andet. Det er nemmere, at de sidder derinde, når jeg laver mad,« griner Trine.

»Og om aftenen går der som regel også TV i den for os voksne. Det ender tit med, at vi sidder og ser fjernsyn i hver sin ende af lejligheden, indtil jeg falder i søvn.«

Ernest: »Hvordan har I det sammen, når I er i sommerhuset på Anholt? Er I voksne bedre til at lytte og være til stede i ferierne derovre?«

Trine: »Både/og. Hverdagen følger med på den måde, at vi hver især gør det, vi har lyst til. Børnene er sammen med andre børn, de klarer sig selv - og pludselig har man igen ikke talt rigtigt sammen hele dagen. Men Ture og jeg er mere sammen, vi går rundt sludrer og laver ting på grunden. Personligt falder jeg helt ned, når vi er der, er helt til stede med mig selv.«

Ture nikker: »Jeg kobler også helt fra. Der er intet fjernsyn og kun en dårlig mobilforbindelse. Det er et helt andet tempo, når man sjosker rundt og ordner brænde.«Du kan læse sidste uges interview med Ernest Holm Svendsen om nærvær »Lykken er at stå i kø« på

www.berlingske.dk - søg på »Lykken«.">www.berlingske.dk - søg på »Lykken«.