Lykken er at stå i kø

Modified: søn, 05/07/2006 - 12:20
Created: lør, 05/06/2006 - 03:30


Evnen til at være til stede i nuet er nøglen til et lykkeligt liv.

Det hedder nærvær, og det kan læres, hvis man er villig til at opgive grublerierne over både fortid og fremtid. Til gengæld får man et skud nutid i ren form.Dette er første artikel i Fri's ny serie om nærvær og hvordan man opnår at blive nærværende i en travl hverdag. Serien fortsætter de tre næste lørdage.

Køen i supermarkedet er alenlang og du har som sædvanlig hamrende travlt. Hvorfor skal alle mennesker købe ind samtidig? Og hvorfor åbner de ikke bare alle kasserne?

Hov - nabokøen ser ud til at være lidt kortere. De har heller ikke så mange varer i indkøbsvognene. Hvis du skynder dig derover, kan du nok spare et par minutter...

Pokkers! To andre fik samme idé - du er slået hjem og står allerbagerst igen. Og nu skal kassedamen oven i købet til at skifte bonrulle! Grrrr... DU KENDER SIKKERT SITUATIONEN. Indkøbene efter arbejde foregår med stresshormoner i kroppen og stigende irritationsniveau over al den spildte tid. Samt dårlig samvittighed over alt det, du kunne have brugt tiden på - arbejdet, kæresten eller ægtefællen f.eks.

Eller dine børn, som du en halv time senere foregiver at lytte til, mens de ivrigt fortæller, hvad de har oplevet i skolen eller børnehaven i dag. Du smiler og smiler - men er dig samtidig pinligt bevidst, at du faktisk ikke rigtig hører efter, hvad de fortæller dig. Til gengæld tænker du rigtig meget på, at hele entréen bag dem flyder med sko, tasker og jakker, og at du skal i gang med at rydde det op om lidt.

Efterhånden bliver børnene ligeså irriterede på dig, som du er på dem. Du ved, at de kan mærke, at du ikke rigtig er til stede, og din samvittighed er nu sort som kul.

Ikke fordi du har en specielt dårlig dag. Snarere fordi du har det sådan alt for mange dage. Dage, hvor du ikke føler dig rigtig til stede - og hvor du ved, at det går ud over både dig selv og andre. MEN STOP. Lad os spole tiden en time tilbage og se, hvordan det faktisk kan lade sig gøre at være til stede i livet - føle sig 100 procent nærværende og levende - også selv om livet udspiller sig i toget, i Netto eller hjemme i ulvetimen.

For det kan lade sig gøre. Det påstår i hvert fald forfatter, konsulent og coach, Ernest Holm Svendsen. Han underviser endda i det - og har skrevet en bog om det. I den nedkoger han alverdens filosofiske, psykologiske og religiøse veje til lykken til en enkel metode: Evnen til at være nærværende og leve i nuet.

Den evne kan du begynde at opøve med det samme. F.eks. næste gang, du føler dig fristet af at skifte kø i supermarkedet for at vinde et par minutter.

»Lad være. Sig til dig selv, at du står i en fin kø. Det er muligt, at du vil kunne spare tre minutter ved at skifte, men til gengæld får du et kvarters kvalitetstid foræret ved ikke at skifte.«

Slip tanken om de tre spildte minutter, nyd at du kan slappe af en stund, snak med dit barn, hvis du har et barn med, eller stå bare og læg mærke til, hvad der sker omkring dig.

»Prøv at acceptere, at der er nogle ting, du ikke kan og ikke skal lave om på, og som du bare må få det bedste ud af. Opgiv kampen mod nuet og nyd det i stedet for,« forklarer Ernest Holm Svendsen, der betegner sig selv som en »nærværs-nørd«.

At være nærværende kræver ikke kun, at man beslutter sig for ikke at græde over spildt mælk. Det handler også om ikke at spekulere og analysere på fortiden og fremtiden hele tiden.

»Vi mennesker er utroligt gode til at beskæftige os med ting, der ikke er. Dyr ville aldrig tænke over noget, som kunne være, men det kan vi, og det er på mange måder en stor gave, fordi det giver os mulighed for at forbedre vores liv.«

Men evnen til evaluering og analyse har taget overhånd for os moderne, ambitiøse mennesker og er efterhånden blevet en permanent tilstand i stedet for et redskab, man kan lægge fra sig igen. Og det suger kraften og opmærksomheden ud af det, der sker lige nu.

»Vi tænker hele tiden på, hvordan vi tacklede fortiden - det, der skete i går, i sidste uge eller for ti minutter siden. Tilsvarende overvejer, planlægger og analyserer vi uophørligt fremtiden - hvad skal vi gøre og sige, for at det hele bliver så godt som muligt i aften, om en uge eller om et år.

Det er selvfølgelig OK at lære af sine erfaringer, f.eks. at gå tidligere hjemmefra for at nå toget. Men der er jo ingen grund til at stå og ærgre sig i en time over alt det, man kunne have nået, hvis man ikke var kommet for sent. I stedet skal man lære at vende det til noget positivt og nyde, at man har fået en time foræret,« siger han.

Kampen for nærvær handler også om det, han kalder at opgive kampen for sin identitet: Det billede af sig selv, man gerne vil opretholde. For de kræfter, det kræver, hæves direkte på nærværskontoen.

»Man må prøve at acceptere sig selv, som man virkelig er. Hvis vi virkelig kunne acceptere, at vi jo bare er nogle fjolser, ville vi blive mere nærværende og få mere ærlige relationer til andre,« siger Ernest Holm Svendsen.

Han er derfor heller ikke bleg for at indrømme, at han ikke altid selv er nærværende, selv om han har skrevet en hel bog om det og nærmest lever at at være det... Ernest Holm Svendsen: Nærvær - en praktisk guide til at leve i nuet. 144 sider, 199 kr.

Gyldendal 2004.

Ernest Holm Svendsens hjemmeside om

nærvær: www.bodhi.dk